Skip to content
+45 5121 3057 bent@chilbalfilm.dk

Det er den tid på året. Julen banker på døren. Nu skulle der have stået noget om, at vinden hyler i hanebjælken, sneen fyger rundt om hjørnet på det stråtækte hus og solsorten og de andre fugle trykker sig i buskadset for at søge lidt ly for den kolde blæst, der går gennem marv og ben, alt imens, vi samles om den knitrende brændeovn med en kop varm dampende gløgg i kruset.

Men det kan vi jo ikke skrive. Det er 8 grader + udenfor – det er måske noget med klima å´sådn. Både solsorten, silkehalerne og gærdesmutten har travlt ude i haven og virker ikke, som om de har opdaget at det er vinter. Vi har ikke nogen brændeovn – og så kan vi for øvrigt heller ikke lide varm rødvin med müsli.

Furien Pia lægger an til et ifølge DMI at udfolde et ”farligt raseri”… Jo jo det bliver garanteret voldsomt, men skal vi ikke satse på at vi alle overlever.

Her er en lille film med nogle spændende arter, vi har set på vores dyk – arter der så vidt vi ved ikke tidligere er set i skandinaviske farvande

Nu går vi på juleferie. Vi er tilbage i januar 2024.

Vi ønsker dig og dine kære en fredfyldt jul (pas nu på med den fede julesul, den ligger tungt i maven) og et lykkebringende og sjovt nytår med gode oplevelser.

De bedste hilsner Pernille & Bent

Back To Top