De danske kyster er mere end 7.000 km. lang. Det er den mest vilde og utæmmede natur, vi har i landet.
De danske kyster har mange forskellige former.
Fra den jyske vestkyst med bredde forstrande og høje klitter, hvor de store bølger fra Vesterhavet konstant hamrer på kysten. Et helt andet billede er de indrer farvande med deres milde strøg, hvor bøgeskoven kan vokse helt ned til stranden. Dertil kommer fjordene med alle deres bugte, vige og kringelkroge.
Fælles for vores kyster er at de alle (bortset fra dele af Bornholm), er opbygget af løse sedimenter, der nedbrydes, transporteres rundt og omfordeles af bølger, vind og strøm.
Dynamiske processer
Det er konstante dynamiske processer, der skaber kraftig kysterosion mange steder. Sedimenterne fjernes et sted fra kysten for at blive transporteret med strøm, vind og bølger et andet sted hen hvor det aflejres.
Den voldsomme dynamik gør at kysterne eroderer og ændrer form og karakter. Huse, veje og andre former for konstruktioner og bygninger der er bygget tæt på kysten, er i risiko for at blive ædt af kysterosionen og forsvinde i havet.
For at dæmpe op for kysterosionen, kan vi kystsikrer. Det kan dels gøres ved sandfodring, men sandfodring er et sandt Sisyfos arbejde. For uanset hvor meget sand, der pumpes op på kysten, vil det blive fjernet af kystdynamikken igen – og så skal der sandfodres igen. En anden ting er, at det sand der anvendes til sandfodring bliver suget op fra havet – desværre ofte samme steder, hvor der er gode fiskebanker, hvilket kan føre til store skader på havmiljøet og livet i havet.
En anden måde at kystbeskytte på er med hårde konstruktioner som bølgebrydere og høfder.
Her rejser der sig så et væsentligt æstetisk spørgsmål, om vi skal anlægge hård kystbeskyttelse på vores kyster for at beskytte nogle bygninger og dermed ødelægge vores vilde kyster med beton?
Husk dit gratis YOU Tube abonnement så du ikke går glip af kommende udgivelser
Lignende indlæg
